00
Idrætsmærke

Idrætsmærket -  en udfordring.

 

Idrætsmærket er en udfordring for hele livet, ung som gammel.

Idrætsmærkets historie går helt tilbage til 1921, og vi har i Brabrand Idrætsforening / gymnastikafdelingen, taget mærker gennem mange år.

Hvad er idrætsmærket, og hvad kræves der for at erhverve et sådan?

Idrætsmærket er et guldmærke, og første gang man erhverver dette får man guld 1. De efterfølgende gange får man guld 2-3-4…. o. s .v.

Mærket er jo ikke noget man får, der må ydes en indsats.

For at erhverve mærket skal man bestå 3 prøver, en gymnastikprøve, en udholdenhedsprøve og en atletikprøve.

 

Gymnastikprøven består af 6 øvelser til styrkelse af alle kroppens dele. I hver prøve er der fire

muligheder med forskellig sværhedsgrad. Disse øvelser skal tages et vist antal gange bestemt ud fra

alder.

Det er de samme prøver for mænd og kvinder, dog er antallet af gange hvor øvelsen skal gennemføres lavere for kvinder .

Prøverne aflægges i drengenes gymnastiksal på Engdalskolen i marts måned.

 

Udholdenhedsprøven kan man vælge mellem forskellige ting.

Prøven kan udføres som cykling. Distancen er 20 km til og med 69 år, herefter er det kun 10 km Man cykler på tid efter alder og køn. 

Man kan også aflægge prøven som en gangprøve. Man skal gå 8 km til og med 64 år, herefter nedsættes distancen med 1 km for hvert 5 års forløb. Gangprøven er på tid efter alder og køn.

Man kan løbe 5 km enten med rulleskøjter, eller  på normal vis. Tid efter alder og køn.

Prøverne aflægges på Brabrandstien i april måned.

 

Atletikprøven udføres som en 5kamp for mænd indtil det fyldte 59. år Prøver er opdelt i 3 grupper, løb, spring og kast. Der må højst være 2 øvelser fra hver gruppe. Mænd på 60 år og derover skal kun udføre en 4 kamp og her er det nok at 2 grupper er repræsenteret.

For kvinder skal der indtil det fyldte 39 år udføres en 3kamp med alle 3 grupper repræsenteret.

For kvinder på 40 år og derover skal der også udføres en 3kamp, men kun med 2 grupper repræsenteret.

Prøvemulighederne er løb 60 , 80, og 100m.

Længdespring med og uden tilløb.

Kuglestød med kugler med vægt efter alder og køn.

Spydkast, diskoskast, slyngbold og boldkast.

Der gives point efter tid og længde. Er man under kravet er det minuspoint, og over kravet er det pluspoint. Det er det samlede pointtal der tæller, så plus kan opveje minus.

Træning foregår på idrætspladsen ved Engdalskolen hver onsdag i maj måned. prøven aflægges

i juni måned.

For dem der ikke har nået, eller har været forhindret, er der opsamling for udholdenhedsprøven og 

atletikprøven i august måned, for gymnastikprøven i september.

 

I oktober holder vi en foreningsaften i sognegården, hvor vi hygger os og uddeler idrætsmærkebeviserne til dem, som har bestået.

Idrætsmærkeudvalget håber at ovennævnte kan opfordre til at prøve at tage idrætsmærket,

det er ikke så svært, hvis man træner lidt.

Udfordrer konen, naboen eller vennerne. Det er ikke kun for gymnastikafdelingen, det er for alle i Brabrand Idrætsforening.

 

Vel mødt.

 

Idrætsmærkedommerne

Gunnar Riis

Brabrand Idrætsforenings Gymnastikafdeling